til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige retspleje)

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 2 i lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages følgende ændring:

1. § 312, stk. 2, affattes således:

Som nævnt sker fastsættelsen af sagsomkostninger i gældende ret, fastlagt gennem retspraksis, som udgangspunkt i forhold til størrelsen af sagsgenstanden og ikke på baggrund af de samlede omkostninger, der reelt har været forbundet med en retssags førelse, herunder den konkrete advokatregning. Problemet er, at sagsgenstandens størrelse ikke kan måles proportionelt med sagsomkostningerne, da en sag med en lille sagsgenstand kan være langt mere omfattende, end en sag med en stor sagsgenstand. Dette betyder i praksis, at en part, der har vundet en sag, kan komme til at stå tilbage med en stor udækket advokatregning, hvilket ikke forekommer rimeligt, eftersom denne part jo netop har vundet sagen og dermed ikke burde påføres omkostninger for at have fået sin ret fastslået, blot fordi en retssag var eneste mulighed for at komme videre i sagen.

Det er et værdifuldt princip i Danmark, at fattig som rig skal kunne få sin ret prøvet. I straffesager findes også princippet om forsvarerbeskikkelse, således at alle, uanset økonomi, får en forsvarer som modpol til den offentlige anklager. Når det gælder civile søgsmål, er der imidlertid ikke samme adgang til at beskytte sagsøgte eller sagsøgere med dårlig økonomi. Derved mister disse borgere retssikkerhed oven i, at de har en dårlig social status m.v. som følge af dårlig økonomi.

Enhver borger skal have mulighed for, også i civile søgsmål, at få sin ret prøvet. Hvis borgeren er sagsøger, vil advokaten ofte anmode om at få et forskud på salæret til dækning af omkostningerne. Jo dårligere økonomi sagsøgeren har, des større krav om sikkerhed for salæret vil advokaten typisk forlange. Dette uanset om sagsøgeren har en god sag eller ej og uanset, hvor stor sagsgenstanden er. Advokaten ved nemlig, at selv om sagsøgeren vinder sagen, vil der være en efterregning, som sagsøgeren måske ikke kan betale. Dette giver forringet retssikkerhed.

En sagsøgt kan blive tvunget til at indgå forlig eller acceptere sagsøgerens påstand i erkendelse af, at selv om sagsøgte vil kunne vinde sagen, vil sagsøgte ikke kunne betale den efterregning, som en vunden sag alligevel efterlader. Det giver også forringet retssikkerhed.

Dette lovforslag har til formål at løse det problem. Lovforslaget har til formål at styrke retssikkerheden for de borgere, som kan have svært ved at finde midler til at betale advokathjælpen. Nok kan mindrebemidlede borgere få hjælp ved de lokale retshjælpsinstitutioner, men disse må ikke føre sag ved domstolene; hertil kræves ordinær advokat. Personer med en middel eller høj indkomst vil langt nemmere kunne betale en advokat i en civil retstvist. Måske har denne type borger endda mulighed for at tegne en retshjælpsforsikring. Men disse personer med middel eller god økonomi vil også være omfattet af forslaget. Det er ikke et socialpolitisk forslag, men et retspolitisk forslag.

I virkelighedens verden er det som nævnt ikke sagsgenstanden, der på nogen måde afgør, hvor omfattende advokatarbejdet er i forbindelse med den enkelte retssag. Følgende kriterier anvendes til fastsættelse af advokatsalær: Retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for parten, advokatansvaret, tidsforbruget, arbejdets art, omfang og karakter samt resultatet. Et større salær accepteres, hvor en ekstra indsats har været nødvendig, mens udtræden eller det opnåede resultat kan medføre et lavere salær end normalt. Der kan indgås bindende prisaftaler mellem klienten og advokaten, men det er ikke kutyme. (Kilde: Artikel i Advokaten 1/2001 om salærfastsættelse).

I dag er det sådan, at advokatkontorerne kan være nødsaget til at afvise en sag, da det på forhånd står klart, at der er tale om en underdækningssag.

Det kan således ikke betale sig at få ret. Er der tale om en klient, som af principielle grunde og med god økonomi vælger alligevel at føre sagen, kan det alligevel lykkes at få ret. Er der derimod tale om en klient, der ikke er så velstillet, og som måske ligger lige over indtægtsgrænsen for at få bevilget fri proces (210.000 kr. i år 2001), og er der ingen retshjælpsforsikringsdækning, ja, så vil de gældende regler for refusion af sagsomkostninger forhindre, at denne klient kan anlægge sag for at få sin ret gennemtrumfet, da klientens økonomi simpelt hen ikke kan bære det faktum, at klienten kommer til at stå tilbage med en betydelig udækket advokatregning. Dette hænger dårligt sammen med ideen om, at vi lever i et godt retssamfund, hvor retssikkerheden er i højsædet.

Til imødekommelse af manglende forståelse for størrelsen af advokatregninger gives her en gennemgang af, hvordan et typisk sagsforløb ser ud:

En klient henvender sig telefonisk til et advokatkontor med sit juridiske problem, og der aftales et møde. Mødet afholdes, og advokaten giver sit foreløbige bud på sagen. Herefter bruger advokaten tid på at sætte sig ind i sagens dokumenter, så fakta er klarlagt, og finder den relevante jus frem. Der forsøges gerne en udenretlig løsning. Evt. afholdes syn og skøn for at få klarlagt, om der er grundlag for at gå videre med sagen. Der bruges i forbindelse hermed tid på udarbejdelse af et syns- og skønstema enten kun på foranledning af den ene parts advokat eller efter aftale mellem begge parters advokater. Ved selve afholdelsen af syn og skøn deltager begge parters advokater samt parterne selv. Under sagsforløbet bruger både advokaten, parterne og advokatens sekretær tid på sagen, og parterne modtager kopier af alle skrivelser, så de er orienteret løbende. Hvis der ikke findes en forligsløsning, søges nu evt. om fri proces eller retshjælpsdækning; i den forbindelse finder der også tit en yderligere brevudveksling sted. Næste skridt er udtagning af stævning, og retten sørger for forkyndelse for sagsøgte. Der følger herefter enten en skriftlig forberedelse eller forberedende retsmøder. Er forberedelsen skriftlig, udarbejdes diverse processkrifter, svarskrift, replik, duplik osv. Sker forberedelsen for retten, er der forberedelsestid, evt. transport og fremmøde i retten, evt. ved anden advokat pga. afstanden, hvorefter der afregnes med denne for medgået tidsforbrug til korrespondance og fremmøde. Efter skriftlig forberedelse berammes første retsmøde, og der afsættes ½ til 1 hel dag til domsforhandlingen. Her forelægges sagen fra begge parter, nødvendig dokumentation forelægges, der foretages bevisførelse, evt. forsøger retten at mægle forlig allerede på dette tidspunkt. Til sidst procederes sagen, der afgives replik og duplik, og der forsøges forlig om ikke før så lige inden afslutning af sagen. Selve domsafsigelsen finder enten sted i forlængelse af domsforhandlingen eller hurtigst muligt efter, at domsforhandlingen er til ende. Parterne møder for at høre domsafsigelsen.

De vejledende salærtakster blev ophævet af konkurrenceankenævnet i 1996, hvorfor advokatsalærer nu ikke længere kan sammenlignes, men efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt, jf. de tidligere nævnte kriterier for fastsættelse af salær udledt af praksis. Finder klienten, at advokatsalæret er urimeligt højt i den pågældende sag, kan dette påklages til kredsbestyrelsen for den advokatkreds, hvor advokatkontoret har hjemsted. Kredsbestyrelsens afgørelse kan påklages til Advokatnævnet inden for 4 uger, jf. retsplejelovens § 146. Salærets størrelse kan ændres, hvis det er sat for højt generelt, hvis advokaten ikke har ydet en tilfredsstillende indsats eller foretaget et urimeligt skøn over sagen.

Det er ikke forslagsstillernes hensigt at tale advokaternes sag med hensyn til dækning af deres regninger i afgørelser om sagsomkostninger. Det er derimod klientens sag, vi forsøger at varetage, for det er denne, der trods en evt. vundet retssag selv må bære en meget stor del af sin advokatregning for at have opnået medhold ved retten enten som sagsøger eller som sagsøgt.

Reglerne om sagsomkostninger i den borgerlige retspleje fremgår af retsplejelovens tredje bog, kapitel 30. Reglerne gælder som udgangspunkt både for de indispositive og de dispositive civilretlige sager. Men der er dog i kapitlerne i retsplejeloven, der omhandler de indispositive sager, indsat væsentlige undtagelser til hovedreglen om refusion i retsplejelovens § 312, stk. 1, således at hovedreglen kun anvendes, hvis der er særlig grund dertil. Det normale er, at hver part bærer sine omkostninger, altså ophævelse af sagsomkostningerne, jf. §§ 451, stk. 3, 456 n, stk. 2, 465, stk. 2, 474, stk. 2, og 475 h, stk. 2.

Dette lovforslag har til formål at ændre retstilstanden vedrørende de dispositive civilretlige retssager, mens praksis i de indispositive retssager tænkes fortsat som hidtil. Det er sådan, at sagsomkostningerne i de indispositive retssager (f.eks. familieretlige sager) normalt ophæves, idet der ofte er tale om konstitutive søgsmål, altså søgsmål der stifter en ny retsstilling eller opløser en bestående retsstilling mellem parterne. Hvorimod de dispositive retssager oftest er konstaterende søgsmål, altså søgsmål, der fastslår, hvad der er ret mellem parterne. Oftest fordi den ene part har behov for en fuldbyrdelsesdom, således at et forfaldent krav kan inddrives, eller fordi parten har behov for en anerkendelsedom (fastsættelsessøgsmål). De indispositive retssager er kendetegnet ved, at forhandlings- og dispositionsmaksimen ikke gælder fuldt ud; det vil sige, at parterne ikke har fuld rådighed over sagsgenstanden i denne type sager, hvorfor der er særlige hensyn at tage i netop disse sager, også i relation til sagsomkostningsspørgsmålet, hvorfor hovedreglen fraviges.

Hovedreglen om sagsomkostninger er, at hver part selv betaler sine omkostninger jf. retsplejelovens § 311, stk. 1, som er affattet således:

"Enhver part har at betale de omkostninger, som foranlediges ved processuelle skridt, der af ham begæres eller sættes i bevægelse, dog med forbehold af ret til at få dem erstattet af modparten ifølge nedenstående regler."

Det fremgår af bestemmelsen, at denne hovedregel straks modificeres af de efterfølgende regler. Hovedreglen om refusion fremgår af lovens § 312, stk. 1, som er sålydende:

"Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel."

Denne hovedregel er helt i overensstemmelse med forslagsstillernes ønske, nemlig at den tabende part skal erstatte den vindende parts sagsomkostninger, medmindre parterne selv har truffet anden aftale. Problemet er efter forslagsstillernes opfattelse, at de retningslinjer vedrørende refusionsafgørelsen, som er indsat i § 312, stk. 2, i væsentlig grad modificerer denne udmærkede hovedregel. Ligeledes finder forslagsstillerne som tidligere nævnt, at den retspraksis, som er opstået på baggrund af retningslinjerne i § 312, stk. 2, vedrørende udmåling af sagsomkostninger efter størrelsen af sagsgenstanden, er uhensigtsmæssig, ligeledes med den tidligere kommenterede passus i den nugældende § 312, stk. 2, in fine.

§ 312, stk. 2, lyder således:

"Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem parterne."

§ 312, stk. 2, 2. pkt., tillægger retten et frit skøn over, hvilke sagsomkostninger den tabende part skal refundere den vindende part. Af 5. punktum fremgår det, at refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgifter til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter erstattes fuldt ud så vidt muligt. Af 6. punktum fremgår det, at tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning ikke kan finde sted, uanset parternes eventuelle aftale herom. Kun ved et i dommen fastsat bestemt beløb kan sagsomkostninger tilkendes. Dommeren skønner således også over parternes aftale om sagsomkostninger, jf. § 312, stk. 1. (Når der indgås forlig og retssagen ikke sluttes med domsafsigelse, kan parterne enten selv træffe aftale om sagsomkostningsfordelingen, eller lade dette være op til retten. Det erindres, at der ikke kan ankes, når sagen ikke sluttes med domsafsigelse. Hvis der indgås retsforlig, skal det udtrykkeligt fremgå af dette, at sagsomkostningsspørgsmålet kan ankes, før dette er muligt).

Hidtil har retten altså haft et fuldstændigt frit skøn over, hvor stor en del af advokatsalæret der blev dækket ind ved sagsomkostningsafgørelsen. I praksis har dette udviklet sig til, at retten i dag som udgangspunkt træffer bestemmelse om sagsomkostningsrefusion efter, hvor stor sagsgenstanden i den enkelte retssag har været, og præsidenterne for Vestre og Østre Landsret har udgivet nogle vejledende takster for tilkendelse af sagsomkostninger i inkasso- og proceduresager.

Det fremgår heraf, at sagsgenstanden skal op på over 200.000 kr., før der indrømmes bare 10.000 kr. i sagsomkostninger med retsafgift og moms i inkassosagerne. Tilsvarende skal sagsgenstanden op på ca. 28.000 kr. i proceduresagerne, før der indrømmes 10.000 kr. i sagsomkostninger, og helt op på over 220.000 kr. i sagsgenstand i proceduresagerne, før der indrømmes 30.000 kr. i sagsomkostninger.

Det er sådan, at proceduresagerne generelt er mere omfangsrige end inkassosagerne, så denne forskel er forståelig nok. Og det er forståeligt nok, at domstolene ønsker, at parterne anlægger en vis procesøkonomisk betragtning af, hvorvidt sagsgenstanden nu også kan bære de med retssagen forbundne omkostninger. Af samme årsag har man blandt andet også tidligere hævet retsafgiften for at undgå små inkassosager. Ligeledes er det ønskeligt, at den, der taber sagen, principielt ikke skal erlægge sagsomkostninger langt ud over sagsgenstanden. Men nu er det sådan, at en retssag stort set altid først anlægges, efter at en udenretlig løsning har været forsøgt, og det skal jo heller ikke være således, at den, der har ret, ikke kan få ret eller må lide et meget stort tab ved at få sin ret gennemtrumfet. Det, at den part, der taber, nu risikerer at skulle dække et langt større omkostningsbeløb, må alt andet lige tilskynde til, at flere sager finder en udenretlig løsning.

Når der ikke hidtil er ydet fuld omkostningsdækning for den enkelte sags advokatregning, skyldes dette også faren for alt for høje regninger, dersom den tabende part blot skulle erstatte modpartens advokatomkostninger fuldt ud. Ved et vist selvrisikomoment formodes det, at regningen holdes på et mere rimeligt niveau. Nu er det imidlertidigt ikke parten selv, der afgør, hvor stor advokatregningen bliver. Og forslagsstillerne mener ikke, at folk render rundt og anlægger retssager for sjov, da det jo er meget dyrt at føre proces, hvilket må antages at virke præventivt i sig selv. Chikanesager er det op til domstolene at afvise, selv om dette ikke altid sker.

Forslaget indebærer to ændringer af retsplejelovens § 312, stk. 2. Følgende ord foreslås indsat:

Den øvrige ændring vedrører de to sidste punktummer i § 312, stk. 2, som lyder således nu:

Denne passus erstattes med følgende:

Afrundingen til en rund sum bibeholdes. Passusen vedrørende passende advokatsalær udgår, da der på dette punkt fremover skal ses på den konkrete regning og ikke længere skønnes i forhold til sagsgenstandens størrelse. Sidste punktum udgår også helt, da der netop tilsigtes en langt større grad af skadesløsholdelse og efter regning, samt at parternes aftalefrihed ikke ønskes begrænset.

Disse ændringer af § 312, stk. 2, får størst mærkbar virkning, hvor der er en vindende og en tabende part, da der i de tilfælde fremover vil blive ydet fuld dækning for sagsomkostningerne, forudsat der ikke foreligger særlige omstændigheder, og at regningerne er inden for rimelighedens grænser, som er de skøn, dommeren lades tilbage med efter ændringen af reglerne. For at give dommeren et grundlag for tilkendelse af sagsomkostningsrefusion må begge parterne i slutningen af domsforhandlingen (retsplejelovens § 365, stk. 1 og 2) aflevere en opgørelse over deres omkostninger forbundet med at føre sagen. (Der kan nedlægges påstand om sagsomkostninger i sagen, men det er ikke nødvendigt, da retten tager dette spørgsmål op af egen drift uanset en evt. nedlagt påstand herom, jf. § 328). Finder dommeren, at regningen er for stor, må han tilkende det lavere, men rimelige beløb i sagsomkostningsrefusion, ikke efter hidtil praksis, men efter en vurdering af regningen og sagen i sit hele. I de sager, der hæves eller forliges eller i sager med delvist medhold, vil dommeren fortsat skulle bedømme, om sagsomkostningerne skal ophæves, eller om der skal ske en deling af de reelle omkostninger, efter hvem der er nærmest til at bære omkostningerne forbundet med sagen, jf. retsplejelovens §§ 312, stk. 4, og 316. Hvis sagsøger hæver sagen, anses denne for at have tabt sagen, medmindre ophævelsen skyldes, at proceskravet er imødekommet, eller at denne har besluttet sig for at tage imod et forligstilbud fra sagsøgtes side. De fleste dispositive civile retssager sluttes ved forlig eller udeblivelsesdom.

Denne stopklods eller anfægtelsesret over for omkostningsregningerne fra rettens side er indsat for netop at undgå uhørt høje advokatregninger, men det forudsættes, at der skal relativt meget til, før de konkrete udgifter, der har været forbundet med sagens førelse, underkendes, idet forslagsstillerne ikke ønsker en praksis som hidtil med en rimelighedsvurdering (passende) fra rettens side sat over for de konkrete regninger, som parterne reelt står med i situationen.

Forslagsstillerne vurderer, at det er praktisk muligt for advokaterne at lave en opgørelse over sagens samlede omkostninger, når sagen er nær sin ende (domsforhandlingen). Det erindres, at advokaterne ikke er bundet af rettens omkostningsafgørelse (beløbsmæssigt) ved udfærdigelsen af deres honorarregning (medmindre der er tale om fri proces), så skulle der forekomme en lille uforudset stigning i regningen, må parten selv erlægge denne uforudsete del. Er det sådan, at parten på forhånd ved, at sagsomkostningsregningen af forklarlig grund er større, end man kunne forvente, må dette kunne kommenteres og forklares under den mundtlige afsluttende procedure under domsforhandlingen, hvor der i øvrigt redegøres for sagens retlige og faktiske spørgsmål, således at dommeren kan tage dette i betragtning ved sin sagsomkostningsrefusionsafgørelse.

Forslaget medfører ingen ændring i sager, der afvises, jf. retsplejelovens § 313 (når en sag afvises, betragtes den som tabt af sagsøgeren). Reglerne om forsømmelse i retsplejelovens §§ 319, 321 og 322 og appelreglerne bevares ligeledes uændret, jf. følgende regler.

Efter retsplejelovens § 319, skal en part, som ved tilregnelig fejl eller forsømmelse har foranlediget spildte udgifter, erstatte disse, uanset om denne i øvrigt måtte vinde sagen. Har en parts advokat eller en underdommer ved pligtstridig opførsel forårsaget unødige sagsomkostninger, kan de under sagen dømmes til selv at bære disse, jf. §§ 321 og 322.

Den part, der anker/appellerer en retssag og ikke opnår nogen forandring ved dette, betragtes som den tabende part og må erstatte udgifterne til anke-/appelsagen, jf. § 317. Opnås der forandring af dommens resultat ved anken, anvendes de normale regler.

De sagsomkostninger og herunder den del af modpartens advokatregning, som retten pålægger den tabende part at betale, kan ankes til højere instans alene eller sammen med sagen i øvrigt, så længe der er tale om en byretsafgørelse, og omkostningerne udgør over 10.000 kr. Hvis omkostningerne er mindre, kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af kun dette spørgsmål, jf. §§ 369, stk. 2, og 391, stk. 1 og 2. Er der tale om en landsrets- eller Sø- og Handelsretsafgørelse, kan sagsomkostningsspørgsmålet kun ankes, dersom sagen i øvrigt ankes eller med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Denne gives kun, såfremt der er tale om et principielt sagsomkostningsspørgsmål, jf. § 368, stk. 5. Når sagsomkostningerne ophæves, kræves der ikke som ellers Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære.

I øvrigt kan der pålægges rettergangsbøder i forbindelse med afsigelse af dom, hvor en part uden nogen rimelig grund har anlagt sag, anket en sag eller tvunget sin modpart til at anlægge sag, jf. § 324.

Kim Behnke (UP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

(Lovforslag nr. L 219).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.