Pensionisterne i Farum kan ånde lettet op.
De behøver ikke at frygte et efterfølgende skattesmæk, når de tager på chaterferie på solskinøen Gran Canaria - med alt betalt af kommunen.
Farums opsigtsvækkende "velfærds-rejser" for pensionister er skattefrie.
Sådan lyder den ventede afgørelse, når Ligningsrådet i morgen behandler skatteteknikken i Farums pensionistrejser.
Afgørelsen er en sejr for Farums kreative borgmester, Peter Brixtofte (V).
Reaktionerne omfattede alt fra vrede og forargelse til jubel og skamros, da Brixtofte og hans byrådskolleger sidste efterår lancerede kommunens nye bud på moderne ældrepleje:
Et 14 dages skatteyderbetalt kurophold under sydens sol.
Det er sørgeligt at T&S ikke kender og respekterer loven om sociale ydelser!
Men det sker næsten dagligt at T&S prøver at ændre på indholdet af love fra andre ministerier.
Mens kommunens pensionister stod i kø for at få plads i flyveren, måtte Farum-borgmesteren lægge ryg til tørre tærsk både fra politiske modstandere og indflydelsesrige partifæller.
|
Selv Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann-Jensen, talte dunder mod den nye Farum-model, og samtidig mente politikere og skatteeksperter at vide, at pensionisterne skulle betale skat af ferietilbuddet.
På den baggrund bad skatteminister Ole Stavad (S) tidligere på året Ligningsrådet vurdere sagen.
Ligningsrådet vil slå fast, at pensionisterne ikke skal beskattes af deres solskinsrejser. Det sker blandt andet med henvisning til vurderingen i Socialministeriet, der i forvejen har fastslået, at ordningen er omfattet af den sociale servicelov - og dermed skattefri for brugerne.
"Hvis det bliver afgørelsen i Ligningsrådet, er jeg utrolig glad. Men det var også ventet, for vi har faktisk undersøgt sagen," lyder kommentaren fra Peter Brixtofte.
Farums velfærdsrejser koster kommunen 7,5 mio. kr. om året. Men de penge er givet godt ud, mener borgmesteren. Målet med rejserne er ikke mindst at højne helbredstilstanden blandt de ældre medborgere og dermed spare penge på sygdomsbehandlingen.
Peter Brixtofte har sagt det før - og siger det gerne igen:
"Ordningen er for mig det største socialpolitiske fremskridt i nyere tid." Indtil videre har 500 pensionister over 67 år været af sted, og yderligere 750 pensionister tager turen i efteråret.
|